Nyhedsbrev juli- august 2018.

Her i sommervarmen bliver det ikke til så meget med lange nyhedsbreve.

I det hele taget vil bestyrelsen fremover forsøge at begrænse nyhedsstrømmen til jer medlemmer. Grunden til dette er, at nogen har givet udtryk for, at de var ved at drukne i nyheder. Fremover vil der så vidt muligt kun komme 1 nyhedsbrev hver anden måned.

Persondataloven.

Som foreningens formand opbevarer jeg (Birgitte Knak-Nielsen) en medlemsliste med navn, adresse, e-mailadresse og telefonnummer på min private computer, som der er password til. Som kontaktperson til Dansk Flygtningehjælps frivilligafdeling har jeg adgang til deres intra med oplysninger om alder og køn foruden de andre almindelige personoplysninger. Jeg har tidligere sendt medlemslister til medlemmerne, men har nu besluttet, at jeg ikke længere vil gøre det af hensyn til datasikkerheden. Jeg har indtastet alle medlemmers e-mailadresser i mit postprogram og når jeg sender en mail til alle medlemmer, sker det bcc ligeledes af hensyn til datasikkerheden.

Derudover kan vi henvise til vedhæftede orientering-til-frivillige: https://flygtning.dk/media/4496508/gdpr-orientering-til-frivillige.pdf

Da der i forbindelse med persondataforordningen ikke må offentliggøres fotos uden omhyggeligt samtykke, har bestyrelsen valgt at ville fjerne alle fotos på hjemmesiden, som den, der er blevet fotograferet, ikke har givet udtrykkeligt samtykke til. Ligeledes fotos, der er mere end 1 år gamle.

Næste møde med Egedal kommunes integrationsmedarbejdere på Egedal Rådhus, mødelokale 1.2 bliver torsdag den 30. august kl. 16-17.30. Alle medlemmer er velkomne.

Emner til dagsorden er:

  • Fritidspuljen og flygtningebørns muligheder for fritidsaktiviteter.
  • Vi har før spurgt til analfabeter, men er stadig usikre på, hvordan vi kan hjælpe og hvilke regler der er i forhold til jobansøgninger. Vi efterspørger desuden retningslinjer for hvornår en flygtning bliver trukket i ydelse i forbindelse med manglende jobansøgning.
  • Hvordan er de nye regler for sprogskole, når kvinden går på barsel?
  • Er det muligt ganske kort at høre nyt fra Jobbroen?

Foredrag med generalsekretær for Dansk Flygtningehjælp Christian Friis Bach tirsdag den 9. oktober 2018 kl. 19 til 21 i Stenløse kulturhus i store sal. Emnet er endnu ikke helt på plads, men det bliver helt sikkert en spændende aften. Så sæt allerede nu kryds i kalenderen. Og hold øje med hjemmesiden og Lokalavisen.

Vores næste medlemsmøde bliver onsdag den 31. oktober kl. 19 til 21. Vi skal sammen finde frem til emner som vi gerne vil have drøftet til mødet med kommunens integrationsteam torsdag den 29. november.

M.v.h. Bestyrelsen